fredag den 2. december 2016

Nissehuer til de kongelige - og til andre personager - 2. december...



Nissehuen hører om noget julen til og de forskellige nipsfigurer de fleste af os har stående, kan med en nissehue hurtigt transformeres til julepynt. Og når først den lille nissehue er strikket, kan den  jo findes frem år efter år. 
Den er såmænd ganske nem at strikke, hvis du har de grundlæggende strikke færdigheder på plads. Hvis ikke du kan strikke, kan du måske lokke en strikkekyndig i den omgangskreds til at strikke en nissehue eller to...
Har har jeg givet et par af de kongelige nissehuer på - jeg har været en lidt fræk og lavet en neonpink til den lille pige, som min mor fik af sin svigermor, altså min farmor, da jeg blev  født. 


Du skal bruge garnrester i de farver du synes en nissehue skal have, et sæt strømpepinde  og en halv times tid eller deromkring pr nissehue.


Jeg har slået ca 25 - 30 - 35 masker op alt efter hvor løst du strikker og alt efter hvor stort et hoved nissehuerne skal på. Nissehuerne kan jo give sig vældigt meget...
Maskerne slås op på en strømpepind og der strikkes tre pinde  rib (en ret en vrang) herefter samles arbejdet på tre strømpepinde. Hvis du bruger fire pinde bliver der alt for få masker på hver pind.
Strik ca 3 - 4 cm rundt hvorefter du tager ind i begyndelsen eller slutningen af de tre strømpepinde, enten hver anden omgang eller hver tredje omgang alt efter hvor lang du vil have nissehuen...

 Jeg lover dig, det er næsten at det ikke er til at stoppe  med at strikke de små nissehuer  - det er hurtigt og sjovt og resultatet er da nuttet, synes du ikke? 
Den lille hund fik en nissehue med huller til ørerne - strikket ved at måle ud hvor Wuffis ører sidder og dernæst lukke to masker af pr øre på omgangen og slå nye masker op når du kommer til de aflukkede masker på næste omgang. 

💙De bedste 2. december hilsner Kirsten K💙

torsdag den 1. december 2016

En julekalender til dig - 1. december...


December er her og der er kun 24 dage til juleaften...
Alt summer af julepyntning, småkagebagning og julemusik.
Indtil juleaften kommer der her på kanalen en decemberkalender med forskellige anvisninger på julepynt og andet julehejs - noget med mønstre og skabeloner, andet blot som inspiration til den søde juletid, hvor der ganske vist er mange ting at gøre og mange arrangementer med gløgg, æbleskiver og pebernødder, at gå til.
Men tag en slapper ind i mellem og fordyb dig i en kreativ aktivitet.
Jeg har bestræbt mig på at lave indslag der er forskellige, der kommer noget strikket, noget syet, noget klippet, noget genbrug, noget købt, noget fint og sikkert også noget grimt. Der kommer kort sagt lidt af hvert, så forhåbentligt kommer der også noget, lige præcis DU kan bruge.
Jeg håber du har lyst til at følge min decemberkalender.
Rensdyrene herover er lavet af pressede bøgeblade, en sort tusch, to par rulleøjne og en sort rund sticker til han rensdyret og et lille rødt hjerte til fruen...
Bogstaverne er klippet ud af nogen af de mange jule tilbudsaviser, der dumper ind af brevsprækken for tiden.


🎀 De bedste 1. december hilsner KirstenK 🎀




mandag den 14. november 2016

Når kreativitet og logik kommer i carambolage og udløser en bombe...


Man siger at kreative mennesker ikke er særlig logiske.
Om det er rigtigt ved jeg ikke...
Følgende lille oplevelse kan måske være et eksempel på samme. Det kan også være, at jeg ikke tænkte mig om eller også var det et udslag af det meget sene tidspunkt på dagen, hvor jeg lige skulle lave denne kreative forberedelse til en dessert, som inde i mit hoved nærmest allerede var kåret til årets bedste dessert...
Nå, men jeg havde et eller andet sted på et af de sociale medier set, hvordan en eller anden dyppede en ballon i smeltet chokolade, lod chokoladen stivne og derefter piftede ballonen og vupti - stod den fineste lille chokoladeskål, klar til at fylde med is og lækkerier...
Så let som at klø sig i nakken, tænkte jeg og smeltede chokolade og pustede balloner op...lige et lille hurtigt projekt inden jeg skulle i seng (min sengetid var faktisk allerede overskredet med adskillige timer)
De første to balloner gik det fint med - de blev dyppet i chokolade og stillet i kopper og glas der stod parate  til formålet...

Den tredie ballon blev dyppet i chokoladen, og jeg var allerede begyndt at glæde mig til dynerne for halvdelen af de seks chokoladeskåle var nu fremstillet - troede jeg -
Da jeg havde stillet ballon nr tre i sin kop sprang ballonen med et brag og der blev slynget chokolade rundt i hele køkkenet...
Nu var chokoladen jo smeltet og da jeg normalt ikke er sådan at slå ud tørrede jeg bare det allerværste chokolade op og lavede en ny - og filensparkemig om det ikke skete igen - Chokoladen var nok blevet for varm og jeg kølede den lidt af mens jeg tørrede op, på vægge, på fliser, i vinduet og på gulvet...og alle andre mulige og umulige steder.

Resten af ballonskålene blev fremstillet uden bøvl, men nu her mange dage efter spotter jeg af og til en brun chokoladeplet hist og her...
Det der med at pifte ballonen gik fint (jeg havde, efter at have renset ballonen smurt ballonen med en smule smør)
Chokoladeskålene blev måske nok lige tykke nok, men som en af gæsterne høfligt pointerede, der kan aldrig være for meget chokolade i en dessert...
Noget foto af den færdige dessert har jeg ikke, men de blev fyldt med kugler af hjemmelavet is som blev drysset ret rundhåndet med brændte mandler der var knust...

                                                             De bedste hilsner 

                            🍨  KirstenK 🍨

søndag den 30. oktober 2016

Græskarlygter helt uden græskar...


Glædelig Halloween til alle og lige her på falderebet kommer, som afslutning på Halloween temaet, inspiration til "græskarlygter" man kan lave -  helt uden græskar...


Æsker der har indeholdt cornflakes eller et andet morgenmadsprodukt  males orange med acrylmaling, eller som her, et orange papir der er klistret på æsken. Øjne, næse og mund er tegnet på og skåret ud med et hobbykniv...Her har jeg valgt det hyggelige ansigtsudtryk - for nogen gange kan små børn faktisk godt blive bange for noget af det uhyggelige halloween udstyr...
En batteridrevet lyskæde er kommet i æskerne og så lyser de hyggeligt til halloween festen. Man kan lægge et eller andet tungt ned i bunden af æskerne, for de store æsker har tendens til at vælte ved mindste berøring. 


Her er gamle rengjorte sytetøjsglas malet med en fortyndet acrylmaling så de er gennemsigtige. Det kunne også være en maling beregnet til glas som efterfølgende skal hærdes i ovnen, men det var ikke på lager og når man vil lave græskarlygter, så dur det ikke at man først skal ud og købe malingen - Når man skal, så skal man..
Selvkæbende rulleøjne og sorte klistermærker er sat på, for at markere øjne og mund og hvis nogen synes, at det sådan er lidt hulter til bulter så er det ikke altid nemt at få den 1 - 3 årige finmotorik til helt at makke ret...
Et fyrfadslys eller et batterilys fuldender den hyggelige uhygge.


Her er udgangspunket et plakatrør der er malet orange. Øjne næse og mund er skåret ud med en hobbyniv og et batterilys lyser op inde i græskarlygten.



En tom konservesdåse, en hammer og et søm er udgangspunket i denne lygte.
Jeg fandt et stykke træ der passede ind i dåsen og hamrede huller som øjne næse og mund...
Pinden i dåsen er for at dåsen ikke skal blive alt for bulet af hammerslagene. Man kan også bore hullerne med en boremaskine.
Dåserne er malet orange med en rest acrylmaling.
Når mørket falder på ser lygterne rigtig hyggelige ud og i dagslys ser de såmænd også ganske græskaragtige ud...

👻De bedste hilsner KirstenK👻


lørdag den 22. oktober 2016

Pyntegræskar du selv kan lave - i en fart...


Disse bløde pyntegræskar laver du nemt af stofrester i græskarfarver - og her er frit slaw - næsten alle farver går,  synes jeg...
En rulle sejlgarn og noget fiberfyld skal du også bruge, men så er du også kørende.
Du kan se her hvordan du laver de fine pyntegræskar her


                                                  🎃 De bedste hilsner KirstenK🎃

onsdag den 19. oktober 2016

Græskarlygter - uden uhyggelige ansigtsudtryk...




Halloween er over os og der fremstilles i  massevis af fine græskarlygter, som lyser hyggeligt og måske også en smule uhyggeligt op rundt omkring i det ganske land...

Halloween der egentlig er en forkortelse af "All Hallows Eve" har sit afsæt i de engelsksprogede lande og er nært forbundet med allehelgensaften/dag.  Halloween fejres traditionelt om aftenen den 31 oktober.
Allehelgensaften er den aften hvor hekse og genfærd og andre af mørkets magter håner og vanærer de helgener der fejres allehelgensdag. Skikken med de udhulede græskar stammer fra USA, hvor man i England brugte udhulede sukkerroer som lygter.
Min far dyrkede sukkerroer til sukkerfabrikkerne og når roerne skulle tages op, under de såkaldte roekampanger, udhulede vi børn masser af sukkerroer og skar frygtindgydende ansigter i dem.
Når man har udhulet og skåret et uhyggeligt eller et hyggeligt  ansigt i græskarret stiller man et tændt fyrfadslys ind i det udhulede hoved - det kan selvfølgelig også være et batteridrevet lys, en lyskæde eller en cykellygte.
Græskarret rådner hurtigt og falder sammen, når man først har skåret i det, men man kan dog forsinke processen en del ved, at pensle græskarret med Atamon indvendigt.
Og så kan man jo også skære motiver der ikke skræmmer svage sjæle og bangebukse..
Et fint blomstermotiv med snirkler og huller er nu også ganske dekorativt....
Græskarret kan også bare stå til pynt som sig selv -


                        🎃De bedste hilsner KirstenK🎃

onsdag den 12. oktober 2016

Kold peberfrugt - tomatsovs...


Den gavmilde september har forlænget sæsonen i drivhuset og i mit drivhus har der været et voldsomt boom af specielt røde pebre her på det sidste.
Fantastisk, at der stadig er masser af røde tomater og pebre i drivhuset.
Her kommer en opskrift på en lækker kold peberfrugt/tomatsovs, den er nem at lave og kræver ikke kokkeeksamen.
Den har garanteret stor lækkerhedsfaktor...
Til en lille skål fuld skal du bruge:
3 røde pebere.
2 store tomater
1 lille løg
5 fed hvidløg
1 håndfuld mandler (mindre kan nu også gøre det...)
Et lille drys friskkværnet peber
1/2 teskefuld paprika
En knivspids piri piri (stærke tørrede chiliflager)
Husk at piri piri altid er stærkere end man tror...så tag hellere lidt for lidt end lidt for meget...
1/2 dl god olivenolie.
En spiseskefuld rødvinseddike.

Halver peberfrugterne og fjern kerner og stilk. Læg peberfrugterne og de halverede tomater, det pillede løg, skåret i stykker og hvidløgsfed i et ovnfast fad.
Bag ved 200 grader i en halv times tid indtil grøntsagerne er bløde. Blend grøntsagerne sammen med mandlerne indtil  konsistensen er som du ønsker...tilsæt resten af krydderierne, olien og eddiken.
Du kan også fjerne skindet fra tomater og peber inden du blender - men jeg blender nu det hele med.
Sovsen er lækker til næsten alt, både varmt og koldt...


                                                  🍅De bedste oktober hilsner KirstenK 🍅

tirsdag den 27. september 2016

September koteletter med hyben, æble og havtorn...



Koteletter i fad er ofte på madplanen her...Retten kan laves i forvejen og man kan nemt lave til to dage, hvis man har brug for en dag, hvor det skal være nemt at lave mad.
Jeg har lavet en opskrift med sensommeren og høstens frugter både fra have og fra naturen...
Jeg har til denne opskrift brugt svinekoteletter, men det kunne også sagtens være kylling eller kalkun.
Retten her hører måske ikke til i kategorien mad i en fart, men tilbehøret til koteletterne er meget smagfuldt og er lidt anderledes. Hvis du kan lide den sur/søde smag, og havtornenes helt specielle citron/passionsagtige smag, så er denne ret lige noget for dig.




Til 4 personer skal du bruge:
8 svinekoteletter.
2 - 3 æbler
2 løg
1 stor håndfuld rensede hyben.
1 håndfuld havtorn
1 håndfuld ribs
1 håndfuld tørrede abrikoser
200 g bacon i tern.
2 spsk lys rørsukker eller melis.
Hyben, ribs og havtorn havde jeg på frost, så det var jo nemt at gå til...ellers er det bare ud at plukke i naturen der er stadigvæk både hyben og havtorn i massevis...
Koteletterne brunes af på panden eller i en stegegryde i smør eller olie og kommes i et fad, der sættes i ovnen ved 200 grader.
Tilbehøret som blot varmes med de sidste 10 minutter laves i en gryde (jeg brugte stegegryden)
Baconternene steges og tages op på en tallerken. Løgene pilles og snittes i tern, kernehuset tages ud af æblerne og de skæres ligeledes i tern. Abrikoserne skæres i mindre stykker. Løgene steges næsten færdige i baconfedtet hvorefter æbler, abrikoser, hyben, ribs og bacon kommes i gryden og simrer i en 5 minutters tid - det skal helst ikke blive alt for smattet, men hyben og æbler skal selvfølgelig være næsten møre. Kom til sidst sukkeret ved, pas på det ikke brænder på.
Kom et par dl vand eller boullion ved, så der bliver lidt sovs ved...
Koteletterne steges i ovnen ca en halv time, hvorefter frugtfyldet kommes ovenpå koteletterne...steg yderligere ca 10 minutter og så er der ellers spisetid...
Server med ris, kartofler eller blot med et groft brød og lidt grønt til.

                                           🍴Velbekomme og de bedste hilsner KirstenK🍴

søndag den 18. september 2016

Syltede hyben til ost og dessert...



Jeg har ikke sluppet dem endnu, de skønne røde hybenfrugter, så her kommer endnu en af mine hybenfavoritter, nemlig opskriften på syltede hyben, eller  syltede hybenskaller som de kaldes i den gamle Kogebog for land og by.

Opskrift:
1 kg eller ca 500 gram rensede hyben.
375 g melis eller lys rørsukker.
2 dl vand
3 spisesk eddike eller saften af en citron.
1/2 dl portvin eller sherry eller hvis det skal være vildt, rom...
Siruppen ved de syltede hyben bliver nemlig rigtig lækker når der lige er en sjat spirituosa deri, men selvfølgelig kan man udelade det.

Sukker, eddike/citronsaft, sherry/portvin  og vand koges sammen til sukkeret er opløst. De rengjorte og skyllede hybenskaller kommes i lagen. hvor de koges med til de er møre ca 5 til 10 min - jeg synes de er bedst, hvis de kun lige præcis er møre - men det er selvfølgelig en smagssag. Men kog dem ikke for længe, for de bliver blødere af at stå i lagen i glasset.
Skold glassene og skyl glassene med Atamon, inden hyben og lage, der endelig ikke må køle af, fordeles i, ikke alt for store glas, som lukkes lufttæt med det samme.
Ved syltning af hyben gælder de samme "regler" vdr hygiejne som gælder ved al syltning: Skold med kogende vand -  både glas og låg og brug skoldede redskaber, og skyl glassene med Atamon eller anden konserveringsmiddel.
Det er så ærgerligt, at bruge penge og ressourcer på syltesager der efterfølgende bliver dårligt og uspiseligt.

De syltede hyben kan bruges som en dejlig dessert enten alene eller sammen med andre syltede frugter eller frugter fra dåse sammen med flødeskum, skyr eller cremefraiche. Den sirup der bliver ved hybenfrugterne når den har stået en fjortendagstid, er himmelsk og er perfekt til at dryppe over desserten.

Til ostebordet er  de syltede hyben næsten uundværlige, - synes jeg.
Til en stærk roquefort eller som en fin smagsgiver til en mild ost.
En kold og mørk efterårsaften, hvor regnen pisker mod ruden og der er mørkt og koldt derude, så er det da fantastisk at sidde indendøre ved brændeovnens knitren og kunne spise dessert eller ost med den skønne sensommerfrugts varme og solrige syrlighed.
God fornøjelse, hvis du vil i gang med hybensyltyningen, der er stadig masser af frugter derude, jeg har plukket en skålfuld her i formiddags. Sommeren 2016 har vist forskudt sig en månedstid, men kulde og efterår kan jo hurtigt få overtaget så det er med at nyde den varme sensommer så længe den hænger ved.


                                         🌞De bedste sensommer hilsner KirstenK🌞

mandag den 12. september 2016

En fin krans af rosenknopper...


Det fantastiske sensommervejr indbyder til en tur til skov og strand, hvor hybenbuskene stadig står med fristende røde frugter - Buskene har endnu blomster og og der er også stadig knopper i de stikkende buske. Hvis du alligevel vil plukke hyben til at sylte er det nemt at plukke en håndfuld rosenknopper som "sidegevinst"
Det er nemt at stikke en lille tynd ståltråd gennem rosenknopperne og binde det til en lille krans - den er så smuk at se på og duften er vidunderlig...Det tager kun kort tid og så er det jo en af de næsten gratis glæder som der ikke findes mange af mere...
Rosenknopperne ved koppen er dog bare lagt i en cirkel uden at være trukket på en tråd. Hvis man tørrer rosenknopperne feks ved at lade dem stå i en lille skål eller fad, er der basis for romantisk borddækning i vnterens løg hvor der ikke er sæson for afskårne blomster.
Rosenknopperne kan også bare ligge og tørre i en skål, nogle få rosenknopper dufter som en varm sommerdag og pynter både de friskt pinkfarvede og de smukke og sarte hvide...



De bedste hilsner og tak fordi du læste med her.
🌹KirstenK🌹

                                
                          

mandag den 5. september 2016

Hybenmarmelade...


Trangen til at indsamle forråd og at henkoge og konservere til vinterens komme, er ikke længere en nødvendighed for at klare sig gennem vinteren, men trangen ligge alligevel dybt i mange af os. Jeg hører i høj grad til i den kategori.
Det er utroligt tilfredsstillende at kunne fylde lagrene op med sommermodne frugter og grøntsager konserveret og syltet på forskellige måder.
Syltning er atter kommet på mode og så er der jo lejlighed til at dele opskrifter på syltesager og sådan noget...
Jeg kan også så godt lide, at dele glæden og kulturen omkring syltning, konservering, henkogning, selvforsyning og hjemmelavning...
Hybenmarmeladen er en klassisker som jeg nødigt ville undvære...Man kan sagtens blande æbler i hybenmarmeladen, hvilket ikke gør den ringere, selvom jeg foretrækker marmeladen udelukkende med hyben.
Opskriften giver ca 1 - 1,5 liter marmelade.
Opskrift:
750 g rensede hyben
5 dl vand
375 gram melis eller rørsukker
Saften af en økologisk appelsin.
2 - 3 tskf Rød Melatin.
Husk at skolde glas og låg med kogende vand og skyl evt glassene med Atamon. Det er vigtigt at holde glas og redskaber pinligt rene.
Hyben rensen så man har ca 750 g. Hybenskallerne skylles og skæres i mindre stykker, der koges med vand og citronsaft i ca 15 minutter. Hybenfrugterne skulle nu gerne være møre og kogt ud, men hvis man ikke er til klumper og større stykker frugt i marmeladen, kan man give marmeladen en tur med stavblenderen.
Det meste af sukkeret tilættes og marmelden koges op igen. Melatinen og resten af sukkeret drysses i gryden under omrøring i marmeladen og koges op igen. Marmeladen kommes i de atamonskyllede glas og bindes til med samme. Når glassene er varme fra det kogende vand og marmeladen også er kogende, vil lågene, når indholdet afkøles, slutte fuldstændig lufttæt og marmeladen kan holde sig i lang tid.
Den nemmeste måde, at skylle glassene i Atamon, er ved at hælde en god sjat Atamon i glasset, skrue låget på og ryste så væsken fordeler sig overalt i glasset...
                                                          💚De bedste hilsner KirstenK💚           

torsdag den 1. september 2016

Hybensuppe...


Hybensuppe med flødeskum er et ultimativt barndomsminde for mig...
I mit barndomshjem fik vi to retter mad, nemlig forret og efterret. Efterretterne var som oftest frugtgrød eller frugtsuppe, sagosuppe, havresuppe, øllebrød og et hav af forskellige mælkeretter...En af de mange efterretter var hybensuppe. Hybensuppe spiser jeg stadig og jeg tror aldrig jeg bliver træt af denne lidt specielle suppe...
I dag har jeg dog udskiftet flødeskummet med et klat skyr og desuden søder jeg suppen med steviasukker, sådan lidt for at spare  på kalorierne...Der er masser af c-vitamin i hyben og suppens fine farve er da lige til at blive glad af på en trist efterårsdag...


Et lille tip til plukning af hyben: De meget røde og meget modne bær som ser meget lækre ud er ofte fyldt med orm, og de er også svære at gøre rene, fordi de er bløde og smattede. De bær der lige netop er modne er perfekte til hybensuppen... Man skal selvfølgelig også vælge frugter der ikke er beskadigede eller fyldt med pletter...

Opskrift på hybensuppe:

Til 2 personer bruger jeg 500 g hyben, der skal renses - det er det lidt kedelige indslag i hybensuppens tilblivelse - Jeg plejer at gøre det udendørs, for det griser og de små kerner indeni hybenfrugterne har det med at springe, når man skraber dem ud fra frugten...'

Et lille kig ned i spanden med blomst, stilk og kerner - de frugter der har orm , kasserer du naturligvis. 
500 g friske hyben giver ca 250 - 300 gram rensede hyben.

Kog de rensede hyben med vand så det lige dækker de rensede, halverede frugter. Kog til frugterne er lige præcis møre og blend så suppen - smag til med sukker - ca 100 - 150 g melis eller rørsukker eller ca en spiseskefuld steviasukker... 
Hvis suppen er for tyk, kan du spæde til med vand, hvis den er for tynd kan du jævne den med en maizenajævning. 
Hybensuppe kan også spises, som vi gjorde det hjemme med kammerjunkere eller tvebakker eller min fars favorit, nemlig et par skiver rugbrød, skåret i tern og ristet på panden...



1- 2 -3 så var den hybensuppe spist ...

😊 De bedste september hilsner KirstenK 😊

mandag den 29. august 2016

En krans af hyben...


Det er tid for hyben og i lighed med solsikkeføljetonen kommer her en hybenditto...
Buskene af rynket rose eller hyben rose som den vel oftest kaldes står alle steder, og den står da også på listen for landskabsukrudt - fordi den som invasiv plante breder sig uhæmmet og må holdes nede. Hybenrosen blev tidligere plantet rigtig mange steder fordi den er robust og villigt breder sig.
Den blomster dufter skønt og jeg plukker både blomster og frugter, men hvis frugterne skal bruges til at sylte bør man ikke plukke fra buske der står langs vejene idet frugterne optager forurening fra bilernes udstødning...

En krans af de fine røde hyben er hurtigt lavet og den kan pynte alle steder. Den visner selvfølgeligt efter hånden og bliver lidt træls at se på, men pyt den var jo hurtig at lave og kostede kun den smule et lille stykke tråd kostede...
Her har jeg plukket hyben og trukket dem på en mellem kraftig ståltråd - denne her, er sådan en tråd der vist er beregnet til at binde planter op med, plasticbelagt og nem at bøje og er købt i et plantecenter, men hvilken som helst lidt kraftig ståltråd kan bruges.
Til kranse er det bedst at bruge hyben der ikke er helt modne,fordi de meget modne frugter nemt går
 i stykker...

Du klippet et stykke ståltråd og sætter hyben på som var det perler på en snor...det går hurtigt og børn kan sagtens være med...Start med at bukke en lille vinkel i enden af tråden,  det er til at binde kransen sammen med.

Når ståltråden er næsten fuld binder du de to ender sammen og du har en krans...


En krans på havelågen pynter gevaldigt...

I en busk eller træ kan en lille krans også se fin ud...

💐De bedste hilsner KirstenK💐

mandag den 22. august 2016

Solsikker in naturel...


Temaet om solsikker skal naturligvis afsluttes med den rigtige vare.
Billedet er fra køkkenhaven hvor jeg har ladet et par selvsåede stå...
Jeg sår ganske almindelige solsikkefrø som dem vi giver fuglene om vinteren. De kan købes alle steder til langt hen på foråret og en pose med en to, tre kilo koster under 50 kr...
Dem der er tilovers fra såning kan jo sagtens gemmes til vinter.
Her har vi næsten altid nogen tilbage fra vintrens fuglefodring.
Fuglefrøene er lige så spirevillige som de dyrt indkøbte solsikkefrø, hvor der ikke er mange frø i hver pose.


🌞De bedste sensommer hilsner KirstenK🌞